Ægtepagt

Hvad er særeje?

Når man bliver gift, så får man som ægtefæller “fælleseje” – man ejer således alt i fællesskab og “hvad der er dit, er mit og omvendt”. Det gælder både kontanter, indbo, ejendomme, biler, værdipapirer mv. 

Hvis man i stedet ønsker, at man fortsat skal eje hver sit – helt eller delvist – så kan ægtefæller oprette en ægtepagt, hvori alt eller bestemte aktiver gøres til særeje. En ægtepagt er således en oplistning af, hvem der ejer hvad i ægteskabet. En ægtepagt kan omfatte enkelte ejendele, ex. huset, bilen, firmaet osv. Eller ægtepagten kan omhandle alle ejendele, så man beholder, hvad man bragte ind i ægteskabet.

Særeje betyder således, at det, der er omfattet af særejet er dit og dit alene. 

Der findes en række forskellige særejetyper, der anvendes i forskellige situationer og det er derfor rigtig vigtigt, at du får rådgivning af en jurist eller en advokat, så du får valgt den rigtige type særeje, der passer til din situation. 

Særeje vil særligt have betydning i tilfælde af skilsmisse, men kan også påvirke størrelsen af arven imellem ægtefæller i tilfælde af død. 

Særeje i tilfælde af skilsmisse?

Det er relevant, at I tager stilling til, hvorvidt I skal oprette en ægtepagt, der beskytter jer hver i sær, hvis kærligheden ikke holder og I på et senere tidspunkt skal skilles. Det sker jo desværre for knap halvdelen af alle ægtepar i Danmark. 

Hvis I skal skilles, så skal I dele alt, hvad I ejer i to lige store dele, således får I hver 50 % af jeres samlede formue. Det gælder både kontanter, værdipapirer, ejendomme, biler, indbo osv. Det kan være en urimelig fordeling, hvis den ene af jer medbragte mere end den anden ved ægteskabets start. Ex. hvis den ene af jer inden ægteskabet ejede et hus, en opsparing, bil osv., mens den anden ikke ejede noget af værdi.  Så kan det være urimeligt, at man skal aflevere 50 % af det, man havde inden ægteskabet, til sin ægtefælle i tilfælde af skilsmisse. 

Ved at lave særeje, så bliver det, der er omfattet af særejet dit og dit alene. Du skal således ikke aflevere 50 % af det til din ægtefælle i tilfælde af skilsmisse. 

Særeje og selvstændig virksomhed?

Særligt relevant er det, hvis du ejer en virksomhed eller en andel af en virksomhed, da du så vil skulle aflevere 50 % af virksomhedens værdi til din ægtefælle i tilfælde af skilsmisse. Det kan oftest kun lade sig gøre ved at lukke virksomheden ned eller sælge den for at frigøre pengene til at betale din ægtefælle. Derved vil du miste dit forsørgelsesgrundlag. Ved at gøre virksomheden til særeje, så kan du undgå, at skulle aflevere 50 % af virksomhedens værdi til din ægtefælle i tilfælde af skilsmisse.

Særeje, når den ene har en større gæld?

Endelig kan det også være særlig relevant, at oprette særeje, hvis den ene af jer har en større gæld med ind i ægteskabet. Ved en skilsmisse skal man ikke dele gælden, men den anden skal stadig aflevere 50 % af sin formue, hvorved man indirekte kommer til at dække gælden.  

Du er altid velkommen til at kontakte “Kramm – Jura For Dig”, hvis du har spørgsmål omkring særeje eller oprettelsen af særeje.

Er du klar til næste skridt?

Du er altid velkommen til at kontakte mig for en drøftelse af, hvorvidt jeg kan hjælpe dig videre med din sag og hvad det eventuelt vil komme til at koste. Det er altid gratis, at kontakte Kramm.